Nye robuste, kontaktfri drejepositionssensorer
til ekstreme industrielle miljøer

Fra Penny + Giles kan Beatronic Supply nu levere to nye robuste, forseglede og kontaktfri drejepositionssensorer, der er specielt designet til at arbejde i ekstreme industrielle miljøer med kraftige temperatur-, fugt-, chok- og vibrationspåvirkninger

Penny + Giles har lanceret to nye robuste og forseglede drejepositionssensorer, type SRH280 og SRH880, der begge anvender firmaets gennemprøvede kontaktfri Hall-effekt teknologi, som sikrer en meget lang sensorlevetid samt højpålidelige og nøjagtige drejepositionsmålinger i ekstreme industrielle miljøer med kraftige temperatur-, fugt-, chok- og vibrationspåvirkninger. SRH280 og SRH880 er derfor specielt velegnede til barske arbejdsmiljøer som f.eks. terrængående køretøjer, entreprenørmaskiner, landbrugsmaskiner og militære køretøjer

De nye SRH280 og SRH880 drejepositionssensorer arbejder fra en ureguleret forsyningsspænding på 8-30 VDC og kan levere et elektrisk outputsignal over 90°, 180°, 270° eller det fulde 360° drejningsområde. Sensorerne er som standard forsynet med en 10-bit mikroprocessor, mens en 12-bit version vil kunne leveres senere på året. For at lette konfigureringen fås SRH280 og SRH880 med et analogt- (0,5-4,5 VDC) eller et digitalt (pulsbredde moduleret) signaloutput. SRH280 og SRH880 er forsynet med et dobbelt akselkuglelejesystem og udmærker sig ved en høj tæthedsgrad på henholdsvis IP68 og IP68M. Sensorerne er testet til et arbejdstemperaturområde fra -40C til +120C ved en forsyningsspænding på 8 VDC og fra -40C til +90C ved en forsyningsspænding på 30 VDC.

SRH280 drejepositionssensoren leveres i firmaets populære Ø 28 mm støv- og vandtætte plasthus, der er forsynet med brudsikre monteringsflanger med stålindsats, som forhindrer indkapslingen i at blive beskadiget, hvis boltene bliver spændt lidt for
kraftigt. SRH280 fås som standard med et 0,5 meter langt indstøbt tilslutningskabel samt med en D-formet eller en såkaldt ‘fjederøre’ aksel, der begge er kompatible med eksisterende industristandarder.

SRH880 drejepositionssensoren leveres i en robust aluminium- eller rustfri stål indkapsling med en husdiameter på 88 mm og en akseldiameter på 12 mm. SRH880 fås som standard med en industristandard serie M12 låse-hankonnektor, der passer til de fleste leverandørspecifikke sensorkabler med kabelsokler, der opfylder IEC 60947-5-2 standarden. Hvis det ønskes kan sensoren også leveres med et tilhørende sokkelbaseret kabel med en kabellængde på 2 meter eller 5 meter.

SRH880 kan monteres via tre M6 skruehuller gennem huset eller alternativt via tre M6 gevindhuller på forsiden. Sensorakslen kan forsynes med en optionel arm med syv M8 gevindhuller til at fastgøre akslen til det drejelige emne. Med en tæthedsgrad på IP68M kan SRH880 operere under vand i en vanddybde på op til 2 meter og er derfor specielt velegnet til meget våde og snavsede sværindustrielle arbejdsmiljøer som f.eks. i entreprenørmaskiner, landbrugsmaskiner og militære køretøjer eller på stålværker og elværker.

Tilgængelige højtopløste billeder:

Billede #1
Billede #2
Billede #3
Billede #4