Ny serie af kompakte, laveffekt industri-PC'ere uden blæser
Fra den schweiziske producent MPL AG kan Beatronic Supply nu levere en ny serie af
kompakte, robuste, laveffekt industri-PC'ere til DIN-skinne eller vægmontage.
Den schweiziske producent MPL AG, der har mere end tolv års erfaring i design og opbygning af standard og kundespecifikke Motorola og Intel processorkort og periferisystemer, har
netop lanceret en ny serie af kompakte, robuste, laveffekt industri-PC'ere uden blæser,
benævnt PIP 5 (Packaged Industrial PC), der er designet til DIN-skinne eller vægmontage.
De nye PIP 5 industri-PC'ere kræver ingen ventilator eller tvungen køling og udmærker sig
ved en høj pålidelighed og en garanteret langtids tilgængelighed. PIP 5 serien kan leveres som
køreklare standard systemer, som OEM-systemer eller som kundespecificerede systemer -
eller kunderne kan vælge selv at opbygge systemerne efter eget ønske.
Den nye PIP 5 serie er som standard udstyret med en AMD 5x86-133 MHz processor, der er
100% PC/AT kompatibel og kan køre alle gængse standard PC-operativsystemer som
Windows 95/98, Windows NT, OS-9, Linux, QNX etc. Bundkortet er forsynet med sokler for
installation af op til 64 MByte DRAM samt op til 32 MByte bootbar Flash memory.
PIP 5 industri-PC'erne er forsynet med reset-knap og otte indikator LED'ere, hvoraf de tre er
bruger-selekterbare. PIP 5 indeholder et komplet sæt af standard PC-interfaces,
incl. en parallel port, fire RS-232 porte, hvoraf de to kan opgraderes til RS-485, et PS/2
mus-interface, et PS/2 tastatur interface, samt mulighed for et opto-isoleret CAN-bus interface, 10-BASE-T
og 10-BASE-2 Ethernet interface, samt SCSI-II interface. Systemet understøtter endvidere
SVGA (1024 x 768) CRT- og STN/TFT LCD displays, incl. to TTL I/O til ekstern kontrast
kontrol.
Alle industri-PC'ere i den nye PIP 5 serie er indkapslet i et robust, EMC-beskyttet og komplet
forseglet aluminium-kabinet med yderdimensioner på (b x l x h) 162 x 270 x 62 mm. Inden
for disse mål er det lykkedes at få plads til et 3½" diskettedrev, en 2½" harddisk og en PC-104
udvidelsesport. PIP 5 industri-PC'erne er designet til en forsyningsspænding fra 8-28 VDC
eller optionelt 5 VDC, har et typisk effektforbrug på mindre end 7,5 W og kan anvendes i et
arbejdstemperaturområde fra 0°C til +60°C - optionelt fra -40°C til +75°C.