Ny kompakt single-board computer

Fra den schweiziske producent MPL AG kan Beatronic Supply nu levere en ny alsidig og kompakt single-board computer til krævende industrielle applikationer.

Den schweiziske producent MPL AG, der har mere end 12 års erfaring i design og opbygning af standard og kundespecifikke Motorola og Intel processorkort og periferisystemer, har netop udvidet sin voksende VCM familie af alsidige computermoduler med en ny kompakt high-performance single-board computer, benævnt VCM332D, der er velegnet til krævende industrielle applikationer som motion-control, motor- og maskinkontrol, medicinsk sensor/billedbehandling, samt i transportable batteridrevne produkter.

Den nye VCM332D single-board computer supplerer den eksisterende VCM332B MC68332-16 MHz processor baserede version, men er udstyret med en hurtigere MC68332 processor, der arbejder med en hastighed på 25 MHz. MC68332 processorkernen er 32-bit instruktionsmodulet CPU32 baseret på Motorola's kraftige MC68020 processor. MC68332 processoren er endvidere forsynet med en række intelligente periferi-submoduler, som forøger funktionaliteten.

VCM332D computerkortet er forsynet med op til 1 MByte SRAM, op til 1 MByte on-board programmerbar Flash-ROM og op til 512 kByte, 16-bit bred EPROM. VCM332D indeholder endvidere tre serielle porte - en TTL og to RS-232 - en 16-bit timer, en RTC, en 1 kBit EEPROM, en 10-pin seriel interface konnektor, to 64-pin I/O-konnektorer samt en 10-pin konnektor til en background debugger, som er kompatibel med en lang række PC-baserede udviklingsværktøjer. VCM322D konfigureres via DIP-switche.

Det nye kompakte VCM332D computerkort har en længde x bredde på 95 x 69 mm og en højde på blot 15 mm incl. konnektorer, og udmærker sig ved et ekstremt lavt strømforbrug på kun 140 mA ved 5 V forsyningsspænding. VCM332D leveres som standard til et arbejdstemperaturområde fra 0°C til +70°C, og som option til et udvidet temperaturområde fra -25°C til +85°C.